Forside

De første tre bind i Musik &-serien er udkommet
– næste bind, Musik&Danskhed, af Henrik Marstal udkommer primo 2024

Udgivelsesdato 27. marts 2023

Vejl. pris pr. stk. kr. 200,00 (inkl. moms)

Flapbog


Kan købes hos boghandlere over hele landet samt på nettet

Der er MUSIK overalt omkring os – på godt og ondt. Den kommer af sig selv, og for ikke at blive rendt over ende af den, er det en god ide at stoppe op og mærke efter hvad vi lægger øre til - hvornår og hvorfor.


I en ny skriftserie Musik & ... udkommer nu en række bøger med musik-emne – i første omgang de tre bind ’Musik & alder’, om musik og sang gennem livet (Henning Kirk), ’Musik & nationalitet’, om nationalsangenes brug og misbrug (Jens Henrik Koudal) og ’Musik & gåsehud’ om tritonus, ’djævelen i musikken’ (Finn Gravesen).

Musik & alder af Henning Kirk

Med udgangspunkt i sin kærlighed til barndommens godnatsang Solen er så rød, Mor fortæller bogens forfatter om, hvordan sange og musik følger os gennem livet. Han kombinerer det private med sin professionelle viden om hjerne og aldring og om hvordan musikken former og styrker den aldrende hjerne, og han fortæller om, hvordan og hvorfor musikere på 90 -100 år kan blive ved med at være musikalsk aktive.

Forfatteren har også et bud på, hvordan musikken kan aktivere sproget hos ellers sprogløse demenslidende – og giver eksempler på det magiske samspil mellem de tre elementer i hjernens ‘musiske trekant’: motorik, emotion og kognition.


Musik & nationalitet af Jens Henrik Koudal

En nationalsang eller -hymne er et stykke musik – med eller uden tekst – der bruges som symbol på en stat. Denne bog handler om, hvordan nationalsange udtrykker kulturel og politisk nationalitet, og hvorfor de spiller en større rolle i vor tid end nogensinde før. Forfatteren behandler både sangenes tekst og musik. Han besvarer spørgsmål som: Hvordan opstår nationalhymner? Hvordan opretholder nationalsange deres status? Hvad er ’overnationale nationalhymner’?... Ud over at beskrive og tolke en række nationalhymner rummer bogen historier om de diskussioner om nationalitet, moral og politik, som hymnerne konstant giver anledning til.


Musik & gåsehud af Finn Gravesen

Vi er kommet til det der gode sted i musikken - og så mærker vi det: vi får gåsehud, fordi det er så dejligt, spændende, forløsende. En melodistump, en klang, et instrument ... Men hvad er det, der sker? Med musikken og med os?

 Bogen søger efter svar. Og det finurlige fænomen ’tritonus’ trænger sig på – denne særlige frase eller klang, som har spillet en dramatisk rolle i musikken siden Middelalderen, hvor kirken ligefrem forbød den og kaldte den diabolus in musica – djævelen i musikken!

Tritonus dukker ofte op, hvor der sker noget dramatisk, følelsesfuldt, lækkert ... i jazz, klassisk, rock, salmer ... og vi møder den også i litteraturen.

Musikkens vandbærere – jubilæumsudgave

  • Hvem trådte bælgen til Compenius-orglet ved festkoncerten 5. maj 1945?
  • Hvem byggede Paul McCartneys venstrehånds-bas?
  • Hvad hed Arthur Rubinsteins bladvender?
  • Hvad hed Charlie Parkers skrædder?
  • Hvem sminkede Leonard Bernstein før den store Sonning-koncert i Odd Fellow Palæet 17.maj 1965?


Så megen undren – så mange spørgsmål – og vi kunne blive ved. Vi giver nogle svar i denne publikation, som rummer en del af det store encyklopædiske fiktions-arbejde, der i disse år pågår for at få musikkens vandbærere frem i lyset.


Jann Elmgård Gravholt (redaktør og konst. kurator)

Udgivelsesdato: 19. december 2023

Vejl. pris kr. 150,00 (inkl. moms)

Klammehæftet, 68 sider


Kan kun købes via forlagets hjemmeside. Se mere her.